Herning-løbet i skønt solskin

Min første deltagelse i Herning-løbet blev en dejlig dag i fantastisk vejr!

Herning-løbet er et årligt tilbagevendende motions-cykelløb og jeg deltog for første gang i årets udgave, der er den 15. af slagsen. Jeg ved ikke, om der er forskellige distancer år for år, men denne gang blev der budt på 90, 60, 30 og 15 kilometer.

Ankomst og parkering fungerede bare top-notch. I hvert fald blev undertegnede ledt direkte til en fin parkeringsplads ved en autoforhandler cirka 100 meter fra løbshovedkvarteret og startområdet.

Efter at have fået udleveret startnummer til 90 kilometer-ruten, blev der skiftet tøj og gjort klar ved bilen. Og så var det tid til at få tømt blæren inden løbsstart. Her oplevede jeg så min eneste større anke ved løbet… Til 436 deltagere er der opsat 1 (ET!) toilet! Hvad Tjørring Cykel Motion som arrangører har tænkt på ved jeg ikke, men resultatet var flokkevis af hanhunde i cykeltøj der lettede ben i grøfter og nabohække. Ikke kønt.

Deltagerne på den lange rute blev sendt afsted kl. 13:00. Jeg havde placeret mig cirka midt i feltet, sammen med 5 kammerater fra cykelklubben i Silkeborg. Jeg vidste godt, at de ikke var kommet for at køre væddeløb, men da jeg ikke selv var 100% afklaret om dagens ambitioner, så tænkte jeg, at det nok var fint nok at blive hos dem til en start.

Det var sig selvfølgelig en fejl. Jeg ved jo egentlig godt, at jeg altid gerne vil med rundt i en (for mig) fornuftig tid – og da starten gik, blev der selvfølgelig givet godt gas i forreste trediedel af feltet og der opstod hurtigt hul ned til resten af os. Hvordan dette kunne komme som en overraskelse for mig ved jeg virkelig ikke. Mindre hjerneblødning måske?  Det var i hvert fald virkelig noget skidt, at lade alle de stærke temporyttere stikke afsted med det samme.

Panik! Op foran og forsøge at redde noget af miseren. Men selvfølgelig for sent. Og nu sad jeg så der og gav gas alene i ingenmandsland. Flot René!

Efter et par kilometer var der to fyre der som de første slap oppe forfra. Da jeg nåede dem, var pulsen kommet lidt rigeligt op, så jeg hægtede mig bagpå og forsøgte at få pusten igen. Efter at have slæbt på mig et stykke tid kunne jeg godt fornemme, at de vist gerne så, at en vis person også tog sin del af arbejdet. Op foran og trække, hvilket gik ganske fint, da både pulsen og pusten var faldet til ro igen. Jeg fik i hvert fald trukket os op til en større gruppe længere fremme og så var vi pludselig en gruppe på omkring 10.

Desværre nåede vi ikke at kunne udnytte at vi nu var en større gruppe. Lige så snart vi ramte den første stigning (Trehøje), så raslede de alle af med det samme. Kun jeg selv og mine to nyfundne kammesjukker kom med op over – og så var vi kun tre igen.

Oven i hatten viser det sig, at den ene lige har været syg, så vi er faktisk kun to til at arbejde. Men det gik nu egentlig meget fint. Vi kørte nogle gode træk og holdte konstant fart på lige over 38 kilometer i timen. Det slog så desværre rekonvalescens-rytteren ud, så de to kammerater sagde tak og steg af efter 33 kilometer.

Alene igen. Øv. Og hvad nu? Skal jeg vente på, at andre kommer op bagfra – eller skal jeg forsøge at indhente nogen egenhændigt? Jeg var ret sikkert på, at der ikke var stærke ryttere på vej bagfra lige med det samme. Til gengæld mente jeg, at have anet en mindre gruppe i horisonten foran mig. På den igen!

13 kilometer kom jeg til at ligge alene. Men så stod der heldigvis en gruppe på 4 ryttere i vejsiden, der var ved at stige på cyklerne efter en punktering. Pyha. Reddet.

De genoptog noget kædekørsel de havde haft gang i før punkteringen, så jeg faldt bare ind i gruppen der nu var på 5 ryttere. Det gik fint nok. Dog noget ujævnt. Tempoet gjorde dog, at en af dem var flad efter få kilometer og så måtte han bare ned bagi og hænge.

Depoterne ved både 63 og 77 kilometer blev begge passeret uden stop. Der var vist alligevel ikke fadølsanlæg.

Efter sidste depot hentede vi stille og roligt flere og flere ryttere der var blevet sat og endte vel med at være cirka 15 ryttere i gruppen. Af dem var vi dog kun 5-6 der stadig var i stand til at give lidt gas i front. Og efterhånden som tempoet blev øget hen mod finalen faldt folk af på stribe, så vi med omkring 6 kilometer tilbage igen vel var nede på omkring 6 mand.

Da målstregen endelig var indefor rækkevidde blev der trådt an til spurt. Jeg lagde selv alt alt for tidligt ud og lå længe on par med en anden rytter der havde rejst sig. Til mit held fik han krampe med omkring 50 meter til stregen, så lidt held var der da ved den meget lange spurt. Altså fik jeg hevet mig ind til en sikker 2. plads i vores eget lille minifelt, da 1. pladsen overspurtede os flot udenom. Chapeau til ham! Nåja, også chapeau til alle de der kom i mål lang tid før os! 😉

I mål var det tid til pølse og cola. I den forbindelse vil jeg foreslå arrangørerne, at de serverer cola’erne kolde.Og så måske en stærkere sennep til pølsen.

Desværre vandt mit startnummer ikke noget i lodtrækningen.

En tak skal der lyde til hjælperne ude på ruten. De gjorde et super stykke arbejde. Alle de større kryds var bemandede og man følte at der var fin opmærksomhed og styr på tingene. Tak for det!

Og tak for et fantastisk vejr. Solskin og næsten ingen vind. 20 grader hele vejen. Skønt!

Mon ikke jeg skal med igen i 2015. Det tror jeg. 🙂

Skriv en kommentar